|
Food College Aalborg brillerede igen med nordjysk madteater
Lørdag den 3. december 2011 stod Food College Aalborgs kokkefaglærer Simon Sørensen for madteatret i forbindelse med fødevaremarkedet på Nordkraft. Et madteater er en historiefortælling om menuen med udgangspunkt i kokkens/producentens egne produkter. Vanen tro deltog desuden fem elever fra grundforløbet – i år kom de fra karrierelinjen. Alle gjorde det fantastisk godt.
Simon Sørensen lod gæsterne i madteatret smage på tre retter med tilhørende drikkevarer. Undervejs fortalte han om retterne, de nordjyske ingredienser, de lokale råvareproducenter, den sunde persillesovs, de lokale drikkevarer, karrierelinjen, kurser på Food College Aalborg osv., og han besvarede spørgsmål fra gæsterne. Karrierelinjeeleverne bistod ved anretning, servering og afrydning.
Til forret og hovedret blev der serveret øl fra Læsø, og desserten blev ledsaget af en vin fra vores lokale vingård Glenholm. I forretten indgik røget torsk, og hovedretten var en moderniseret og sund juleret med sprængt and, sund persillesovs og små vildmosekartofler. Desserten bestod af æbler i mange varianter.
Food College Aalborgs udsendte fik alle stor ros fra Smagen, som står bag Fødevaremarkedet og madteatret – og gæsterne takkede med håndtryk til kokken på vej ud efter en times velsmagende og informativt madteater.
|