Uddannelsen til receptionist
Uddannelsen til receptionist består af et grundforløb og et hovedforløb.
Grundforløb
Grundforløbet Mad til mennesker foregår på skolen og består af teoretisk og praktisk undervisning, som er opbygget i moduler. Du kommer til at arbejde på mange forskellige måder i et grundforløb - og tit i projekter, hvor delene er sammensat af flere fag.
Hovedforløb
Hovedforløbet Receptionist foregår både på skolen og i en virksomhed inden for hotel- og restaurationsbranchen, oftest et hotel eller et feriecenter. Langt den største del af hovedforløbet foregår i virksomheden. For at fortsætte din erhvervsuddannelse med et hovedforløb skal du have en uddannelsesaftale med en godkendt virksomhed. Skolen har en praktikpladskonsulent som kan hjælpe dig med at finde en praktikplads.
Receptionistens arbejdsopgaver
Som receptionist er du et vigtigt bindeled mellem gæster og de forskellige dele af virksomheden. Du er også den, der orienterer gæster om en masse muligheder og praktiske forhold omkring deres ophold. Så du skal kunne mange ting.
Det er hos dig, gæsterne tjekker ind og ud. Du lærer at arbejde rationelt og samtidig serviceorienteret ved receptionen. Du får kendskab til valuta og regnskabsarbejde, og du lærer at kommunikere mundtligt og skriftligt på engelsk og tysk.
Som receptionist har du også ansvar for sikkerhed. Du lærer, hvordan man forebygger uheld, og hvordan man forholder sig i tilfælde af brand og andre krisesituationer.
En vigtig del af din arbejdsdag som receptionist er at rådgive gæster. På uddannelsen lærer du at forholde dig til gæster fra forskellige lande og kulturer, og du får et professionelt kendskab til turistbranchen og de mange aktivitetsmuligheder i Danmark.
Du kan læse mere om uddannelsen i Øvelse gør mester-brochuren.